Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the Beast
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception sans
them he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be agayn From the hearts of men